Når afmagten kvæler, flyder den mørk og insisterende inden i, tager alt pladsen. Viser os nådesløst, at vi sidder fast og må søge helt nye veje, for at komme ud af det kvælende greb.


Kvælende, mørk og altoverskyggende
 indtager den grådigt alt hvad der er.
Når afmagten kvæler, overskygger den ubarmhjertigt alt fornuft, alt det der faktisk virker, alt det der faktisk glæder og er fyldt med kærlighed.


Ubehaget er uudholdeligt
, fordi vi bliver ladt alene med afmagten.
Ansigt til ansigt står vi med den, lammede, uden mulighed for at handle.


Når afmagten kvæler, lammer den
 så voldsomt, at alt andet dør for en stund.
Ubehaget i afmagten rammer så dybt, som var det døden selv der viste sit grå ansigt.

Når vi ikke kan handle, når vi ikke kan se vejen, føles det et kort øjeblik som at dø lidt.
Alt er sort, vi bliver fortæret indefra og kan intet gøre når afmagten kvæler …

 

A.F.M.A.G.T.

 

 

Jeg husker den tydeligt, den afmagt der dagligt gjorde mig handlingslammet, for mange år siden. Daglige konflikter som gjorde mig bund ulykkelig. Og som jeg ikke anede hvad jeg skulle stille op med.

Når afmagten tog over, fulgte en mørk tåge af destruktive tanker med:

 

  • “Se hvor du fucker det hele op”
  • ”Du er fandme da verdens dårligste mor”
  • ”Flot som du lige råbte af dine børn, nu har du ødelagt dem”
  • ”Hold kæft hvor er du langt ude”
  • ”Fiks det dog, dit fjols, fiks det nu”
  • ”Du duer ikke til en skid, stakkels børn at de har sådan en mor”
  • ”Hold kæft det er pinligt, tænk hvis nogen så dig nu, du duer ikke til en skid”

 

Jeg ved det, det er virkelig heftigt når afmagten kvæler ikke?
Hvis afmagten i sig selv ikke var uudholdelig, så skulle tankerne nok få klumpen i maven til at vokse til noget der ikke var til at holde ud.

Lige der, kunne jeg ikke se en vej ud.
Og det er jo præcis dét, afmagt handler om, at vi ikke kan se en anden vej.

Når afmagten kvæler, kan vi ikke mærke noget andet, lige i dét øjeblik.
Derfor føler vi afmagt, vi ved ikke hvad vi skal gøre.

 

AFMAGTEN BLEV  MIT VENDEPUNKT

 

Gaven i det intense ubehag er, at det virkelig for os I tale.
Helt ærligt, så sad du ikke og læste med her, hvis du ikke havde oplevet noget mega ubehageligt som du gerne vil undgå at opleve fremover?
Giver det mening?

Sådan var det også for mig. Selve ubehaget fik mig op af stolen.
Jeg så mig omkring, grædende børn og mig midt i det hele, der ikke anede hvad jeg skulle stille op.

 

STOP – SÅDAN HER SKAL DET IKKE FORTSÆTTE

 

En del af mig forstod, at JEG var den voksne, JEG måtte lære noget nyt og tage ansvar for at det her ikke fortsatte.

DER ER EN ANDEN VEJ

 

Her får du essensen af min vej ud.
Den var ikke så tydelig for mig dengang, men jeg har jo arbejdet med den i flere år.
Så her får du 4 trin, som du kan følge, for at finde din vej ud.

Du skal lære din afmagt at kende. 
Det gør du bedst, når den ikke er aktivt til stede. Find en notesbog, og sæt tid af til dig, hvor du ikke bliver forstyrret. Vælg så en situation hvor du virkelig mærkede afmagten, og undersøg den.

Når afmagten kvæler

SÅDAN GØR DU

 

1. Hvad udløser afmagten?
(I hvilke situationer kommer den? Hvem er du sammen med, hvad laver I, hvad går forud. Skriv alt det ned der dukker op).

2. Hvad udløser afmagten? Hvilke tanker fylder når du mærker afmagten?
(Hvad siger du til dig selv? Den her indre stemme, hvad siger den til dig? Er det din stemme eller andres? Du vil opdage en række meget nedsættende tanker, og du vil opdage at de gentager sig hver gang, at afmagten er på spil. De er IKKE sande, med tiden kan du se dem for hvad de er, et gammelt mønster af ukærlige gentagelser).

 

3. Førstehjælp når afmagten fylder
Hvad kan du konkret gøre i situationen, for at hjælpe dig selv ud af afmagten?
– Gå væk fra situationen, til du er faldet til ro
– Skrive det ud, fat i notesbogen og lade afmagten flyde ud på papiret indtil den aftager
– Gå for dig selv og råb i en pude, eller boks i en dyne og luk det ud den vej
– Vær observerende, se den som et stormvejr der ruller forbi og gå i ly mens det passerer.

 

4. Slip afmagten og åben dig for nye veje
Hvad er det ”afmagten” holder så hårdt fast på?
Hvilke regler tror den på lige dér som vælter dig?
Det handler ofte om kontrol, om gamle historier om at du skal kæmpe og holde fast.

Lad din nye grundregel være:

Afmagten viser mig, at der er noget nyt jeg skal lære

Vær nysgerrig, hvilke nye veje viser sig, når du åbner dig for at se dem?
Hvad vil kærligheden råde dig til af ny handling? (Spørg dit hjerte).
Hvor kan du hente mere inspiration? (Her på siden, bøger, veninder, indefra …)

Det vigtigste på din vej ud er, at du forstår, at afmagten ikke er din endestation i den svære situation.
Når afmagten kvæler, er den også din hjælper.

Afmagten er en røde lampe der blinker og fortæller dig, at det er tid til at lære nyt og finde nye veje.

Mine nye veje ledte mig til, at gøre op med gamle forestillinger om, at en god mor havde kontrol over sine børn.
En god mor, havde børn der gjorde som der blev sagt. Der var mange flere nuancer for mig at opdage.

Med enden på de gamle regler, opstod kærlighed og nærvær i en form jeg aldrig havde kendt før. Det voksede og voksede og har I den grad, ledt mig til en helt ny måde at være i verden på.

Min søn fik siden en diagnose, han var altså stædig udover det sædvanlige.
Og jeg er ham dybt taknemmelig for, at han kom ind i mit liv og vækkede mig.
Ledte mig hjem hvor jeg fandt kærlighed og fred, i en grad jeg ikke anede fandtes.

Du kan gøre det samme.

 

Tage imod det der vækker dig.
Lad afmagten vise dig de første skridt, ud af det du sidder fast i.

Der er SÅ meget mere til dig, end du kan forestille dig.
Fred, kærlighed og glæde.

Please Come Home

I Kærlighed
Helle

Se her hvordan du kan få hjælp