”De skal bare skride alle sammen, forsvinde og lade mig være. Alt ville være så meget lettere. Lad mig dog være i fred”

 

Vreden kom altid først, og med den, bebrejdelsen af de andre, det var altid deres skyld. Det var dem der fik mig til at tabe kontrollen, fik min vrede til at flyde over …

 

”De forstår jo ingenting, de prøver ikke at hjælpe mig. De ved jo at jeg bliver vred når de presser mig helt derud. Hold kæft det er tarveligt. Hvis bare de havde sagt det på en anden måde, så var jeg ikke blevet vred. Utroligt at de ikke fatter det.”

 

 



ALLE MINE FINGRE PEGEDE PÅ DE ANDRE

 

Det handlede jo ikke om mig, det var de andre skyld.

 

DER VAR INTET I VEJEN MED MIG

 

Alting handlede om de andre.
Om at de:

  • Ikke forstod
  • Ikke sagde det rigtige
  • Ikke lyttede ordentligt  

Når vreden toppede og slap, fulgte afmagten og med den skammen.
Tårer løb og jeg var fortvivlet, flov over min opførsel.

 

”Shit mand, jeg ødelægger sgu også alting. Hvorfor kan jeg ikke bare tage det roligt. Hvad fanden er det der sker, jeg kan slet ikke styre den her vrede. Jeg hader den, hvorfor har jeg det sådan? Hvad er det med den vrede?”

Skammen og den ubarmhjertige selvbebrejdelse var sønderrivende.

Jeg kunne ikke holde mig selv ud, jeg kunne ikke se de andre i øjnene.
Det var altid de nærmeste det gik ud over, kun de fik mit hemmelige monster at se.

Den voldsomme vrede, der når som helst sprang op fra dybet, for at rive hovedet af den der vækkede den. Hurtigt, brutalt og nådesløst.

Dø skreg den !


 

 

 Vrede

 


 

Mange år senere, lærte jeg om min indre verden.

 

Jeg lærte at søge indad, og møde og forløse det der gjorde ondt. 

En dag fandt jeg modet til, at bevæge mig ind i det dybeste mørke, for at møde vreden.

Jeg fandt vrede, i form af et sort uhyre, der brølede og skreg.

Jeg kunne ikke tale med det, jeg kunne ikke genkende det som en del af mig.
Det var slet ikke som de andre gange, hvor jeg hvade søgt indad og forløst.

 

JEG BLEV UROLIG OG BANGE, MEN BLEV VED DET FOR AT UNDERSØGE.

EN FORSTÅELSE TONEDE FREM. DET HER VAR SLET IKKE MIT!

 

Det føltes helt SANDT!

 

Så jeg gik videre med det, for at undersøge det nærmere.

 

Jeg mærkede nu ind i, hvorfor det her boede i mig.
Hvad havde det i sin tid villet hjælpe mig med? 

 

SVARET KOM PROMPTE:

 

Et tomt indre, tiltrækker den slags hjemløse væsner.

 

Ensomheden og følelsen af at være alene, havde tiltrukket denne energi.
Den passede på mig, ved at matche den vrede jeg mærkede i det ydre.

 

Da jeg forstod det, kunne jeg give slip. Sætte den gamle vrede fri.

 

Det skete helt uden drama, ja nærmest på venskabelig vis.

Jeg takkede den for, at den havde hjulpet mig og passet på mig.
Fortalte den, at jeg ikke længere havde brug for den, at den skulle finde til et nyt sted,
hvor der var brug for vrede og beskyttelse.

Det var der ikke længere her…


 

 

DA VREDEN SLAP, DUKKEDE EN NY DEL OP

 

Da vreden slap og forlod mig, dukkede en ny del op inden i.
En vred teenager, puhh hun var virkelig vred.

 

HENDE GENKENDTE JEG STRAKS, SOM EN DEL AF MIG SELV.

 

Hende kunne jeg nu lytte til og tage mig af.

 

Hun kæmpede for sin plads i verden, troede på de gamle historier om, at mennesker var gode eller onde, at man konstant skulle bevise at man var god nok, for at få lov til at være her …

 

Den intense og altoverskyggende vrede var væk.

 

Det var en stor lettelse. 
Det var første gang jeg oplevede, at møde noget i den indre verden, der ikke var mit.

 


 

NÅR VI FORLADER OS SELV, BLIVER DER PLADS TIL ANDRES FØLELSER & ENERGI

Min oplevelse er, at vi ubevidst giver plads til andres følelser, når vi forlader os selv. Det kan være helt udefra kommende følelser / energier. Det kan også være fra dine forældre.

 

Uanset hvor det kommer fra, er det vigtigt at få adskilt det og sendt det videre. Du kan nemlig ikke hele eller integrere, smerte der ikke er din egen. Derfor vil den rive og flå i dig, indtil du kommer af med den.

 

DET KAN VÆRE SVÆRT, AT OPDAGE, AT NOGET I DET INDRE IKKE ER DIT.
DER SKAL DU BEDE OM EKSTRA HJÆLP.

 

Du kan bede om hjælp til det, når du lave dit indre arbejde.
Når du mediterer eller skriver på de mønstre du ønsker at slippe og transformere, kan du lægge hånden på hjertet og spørge: 

 

  • Er det her mit?
  • Er den her følelse min egen, eller en andens?
  • Er det her en del af mig?

 

Mærk det umiddelbare svar, og stol på det.

Hvis du mærker at det ikke er dit, så bed om hjælp til at slippe det.

Før du slipper det, skal du undersøge hvad intentionen var bag den her følelse.

HVAD HJALP DEN DIG MED, DA DU VAR LILLE OG FØLTE DIG ALENE?

Tak den for det.
Fortæl den at du er voksen nu, og ikke længere har brug for dens hjælp.

Bed den så om at forlade dit system, og bevæge sig videre til rette sted.

 



NU ER DU FRI OG ET SKRIDT DYBERE HJEMME 

Du vil måske mærke følelsen en tid efter denne øvelse, min erfaring er, at vi bær en slags energimæssigt print af det der var, det vil aftage og du vil være fri af den.

Du er nu kommet et skridt dybere hjem, mere fri og mere DIG.

Skønne, smukke dig.

Du ER nok

I kærlighed
Helle